Ligesom alle andre bliver jeg i disse dage rystet i min grundvold. Det river i maven og føles som om, piberensere blive revet gennem mine blodårer. Jeg svinger mellem grænseløs vrede og umanerlig magtesløshed. Det føles forfærdeligt at være tilskuer til et folk, der kæmper for noget så basalt og grundlæggende som demokrati. En kamp, der brutalt bliver trampet ned af et middelalderregime. Uretfærdigt er et mildt ord. Foragt fylder ikke meget.
Det iranske folk kæmper lige nu for ting, som du og jeg tager for givet. De kæmper stolte og modige – og helt alene. De fortjener vores fulde opbakning. I dag har Farshad Kholghi et fremragende indlæg i Metroxpress. Du kan læse det her. I klummen opfordrer han os danskere til at stå skulder ved skulder med iranerne på Kgs. Nytorv i morgen, torsdag, kl. 19.30. Det er da det mindste, vi kan gøre.
En anden tanke, der falder mig ind er, at vi som borgere i et land med ytringsfrihed, faktisk har muligheden, retten og pligten til at fotælle mullaherne, at vi ikke vil acceptere deres terrortilgang til deres egen befolkning. Det kan man f.eks. gøre ved at skrive en mail til den iranske ambassade. Du finder deres kontaktinfo her.
Undskyld, men hvad har vi egentlig Légion Étrangère til? Som medlemmer af EU må vi da efterhånden have noget at skulle have sagt dernede?
Jeg har skam stor respekt for drengene fra Aubagne, men jeg tror måske ikke lige, at de er løsningen på problemet. Faktisk er jeg bange for, at præstestyret ville gnide sig i skægget af begejstring, hvis vesten truede med en militær indsats.
Til gengæld tror jeg ikke, at regimer – i længden – kan overleve et internationalt, menneskeligt pres. Lige præcis derfor er det også vigtigt, at vi ikke glemmer iranerne. Heller ikke, når det er lykkedes præsternes terrorbrigader at slå oprøret ned. Det kommer nemlig med al overvejende sandsynlige – desværre – til at ske.