Kommunikation for begyndere: Forskellen på spin og journalistik

I forbindelse med, at jeg skulle opdatere mit CV kom jeg til at tænke lidt. Jeg fandt ud af to ting: For det første kan jeg snart holde sølvbryllup som lønmodtager. For andet betyder det faktum, at jeg har beskæftiget mig med journalistik og kommunikation i alle årene, at jeg rent faktisk ikke har udrettet noget som helst. Altså jo, jeg er mødt ind og ud på angivne tidspunkter og produceret og produceret. Endeløse mængder af artikler, som ingen kan huske og endeløse mængder pressemeddelelser, strategiske oplæg og planer, som heller ikke har flyttet alverdens. Men jeg har ikke sat noget monument. Jeg har ikke produceret noget varigt.

Gør det mig dårlig? Næ, det tror jeg egentlig ikke. Et eller andet sted har jeg oven i købet en pris stående for, at jeg til og med har været dygtig. Det gør mig bare til endnu en af den stadig voksende flok af kommunikatører, der flytter lidt rundt på noget papir og lidt meninger for at hive hyren hjem.

Nå, men efter at have gumlet lidt på kamelen er jeg nået frem til klarsynet: Det er på tide at udrette noget virkeligt. Det er på tide at gøre en forskel. Se, problemet er, at et helt arbejdsliv med varmluft betyder, at jeg ikke kan udrette noget med mine hænder. Så det er fuldstændigt udelukket, at jeg kan redde verden, bygge en legeplads eller male et mesterværk (endsige en væg). Derfor er mit monument tvunget til at handle om det, jeg kan: journalistik og kommunikation.

Da det sjovt nok også er begreber, der fylder mere og mere i vores hverdag, har jeg besluttet mig for, at mit monument skal være, at jeg vil tage dig – kære læser – i hånden og føre dig ind i den mytiske, mystiske og magiske verden. Jeg vil fortælle dig, hvad der er op og ned, så du kan gennemskue, hvad der er ret og vrang. Intet mindre!

Vi starter i det lette hjørne og tager fat i nogle af hjørnestenene, der præger kommunikation i disse år: Spin og journalistik. Hvad er forskellen?

Det er faktisk ret let. Spin er ondt og journalistik er godt. Sådan. Længere er den ikke…

Journalistik bliver praktiseret af Den Fjerde Statsmagt – journalisterne. De har gået på en højskole og været i noget erhvervspraktik i sammenlagt henved fem år. Det sætter dem i stand til at gennemskue og beskrive alt. Spin derimod bliver ofte praktiseret af nogle andre journalister, der også har været på højskole og i erhvervspraktik men derudover også har solgt deres sjæl.

Lad os tage et konkret og aktuelt eksempel. Den nuværende regering påstår, at hvis de danske vælgere vælger en anden regering, vil det betyde, at Danmarks internationale kreditvurdering vil blive dårligere. Det er spin. Det er helt sikkert udtænkt af en tidligere højskoleelev og erhvervspraktikant uden sjæl. Det kan ikke være anderledes. For politkere i dag kan slet ikke udtænke den slags selv. Og det er da også et udsagn, der slet ikke kan have noget hold i virkeligheden. Skulle optagelse af lån i mangemilliardklassen betyde, at omverdenen har mindre tilid til, at vi har styr på økonomien? Selvfølgelig ikke. Det er ondt, ondt spin.

Så har vi det gode modstykke – journalistikken. Den opsøgende, udfordrende og kritiske journalistik. I dette tilfælde Politiken. Journalisten har trukket hesten direkte ned til vandløbet og tvunget den til at drikke. Han har taget telefonen og ringet til Standard og Poor’s (standard og dårlig/fattig – ifølge Google Translate), der lever af at kreditvurdere lande. Fyren, journalisten fik fat i, hedder Ivan Morozov og sidder formentligt langt væk, henne i USA (det har været et dyrt opkald, hvilket bare er med til at understrege det faktum, at journalister er parate til at gå langt og ofre meget for at finde sandheden – s-a-n-d-h-e-d-e-n!). Spørgsmålet til Ivan var: Betyder det noget for Danmarks kreditvurdering, hvis vi vælger en ny regering?

Ivan, der givetvis tror, at Danmark ligger ved siden af Holland og har et topartisystem (som jo dog er klart bedre end det etpartisystem, hans familie – at dømme ud fra hans efternavn – er vokset op i) svarer: Nixen-bixen. Det betyder ikke en dyt. Dem, der kommer til, er jo de samme, som har været der tidligere. Dengang mente vi også, at Danmark havde en god økonomi.

Sådan! Den opsøgende, kritiske og sandhedssøgende journalist har naglet den onde, onde spindoktor (med den solgte sjæl) med en gassømpistol model GRF34/105 (heftig sag, der yder ca. 135 joule).

Det er muligt, at Ivan ville have svaret noget andet, hvis journalisten havde fortalt ham, at det ene parti, der gerne vil i regering baserer sig på marxisme og, at den – måske – kommende regering går til valg på blandt andet at optage lån i mangemillardklassen. Men det er ikke væsentligt. Det kunne Ivan bare have sat i ind i det. Det er også muligt, at Ivan ville have svaret anderledes, hvis journalisten havde fortalt ham, at den onde, onde spindoktor jo ikke har påstået, at en ny regering vil udløse en lavere kreditvurdering men, at en evt. ny regerings politik – med bl.a. mangemillardlån - kan have indflydelse på kreditvurderingen. Det er også ligegyldigt. Fuldstændigt ligegyldigt.

Resumeet af denne, første lektion er enkel: Journalistik er godt. Spin er ondt!

 

Ekspert i …. ALT!

Ja, jow… Jeg indrømmer det gerne. Der er gået noget tid – en hel del faktisk – siden jeg sidst har været aktiv på siden. Men der har været så meget om ørerne. Nu skal det så være. Stærkt på vej mod den 43. fødselsdag og med hovedet fuld af midtvejskrise, karriereovervejelser og bekymringer om en vigende hårgrænse har jeg truffet et valg. Der skal simpelthen ske noget nyt. Der skal nye boller på og i suppen. Jeg har mærket godt efter og fundet ud af, at det er tid til at gå planken ud. “No Retreat, No Surrender” (nogen vej tilbage uden tilbagekøbsværdi – ifølge Google Translate.)

Jeg har truffet mit valg. Jeg har tømt min mentale rygsæk for alt, hvad der var slidt og ubrugeligt. Jeg starter på en frisk. Jeg vil være ekspert – eller rettere: Jeg er ekspert!

Det var ikke noget let valg – men alligevel oplagt. Først overvejede jeg, om jeg skulle være iagttager eller kommentator, men det er alt for besværligt. Det kræver f.eks., at man med jævne mellemrum opdaterer sin blog eller skriver en klumme – og det er denne side jo et eklatant bevis på, at jeg er alt for doven til. Derfor har jeg besluttet mig for at blive ekspert. Lidt research på nettet har vist, at det er en branche i massiv vækst. Glem alt om global finansiel krise, stop i byggebranchen og generel venten-på-bedre-tider. Ekspert-branchen boomer og brager. Et karrierevalg med vækstmuligheder.

Læg dertil, at det ikke er et job, der nødvendigvis kræver nogle særlige forudsætninger ud over at tage telefonen, når medierne ringer og fyre en bramfri holdning af fra hoften. Ikke nødvendigvis dybe refleksioner. Bare noget, der lyder godt, har kant og rammer nogle eller noget hårdt over nallerne. Det kan jeg sagtens.

Karrierevalget var derfor enkelt og oplagt. Det var straks sværere, da jeg skulle hitte ud af, hvad jeg så skal være ekspert i … og så alligevel ikke. Når f.eks. Ekstra Bladets chefredaktør, den navnkundige Poul Møgsen uge efter uge kan tone frem på skærmen og bruge ord som hykler og dobbeltmoral (vel at mærke ikke om sig selv), så er der bestemt plads at spille på. Derfor har jeg besluttet mig for at være ekspert i … ALT!

Hvorfor egentlig nøjes med mindre? Jeg kan jo altid skære ressortområdet lidt til, hvis det viser sig at være for uoverskueligt i længden.

Men hov, hvordan kan en 42-årig knægt uden nogen nævneværdig uddannelse overhovedet tillade sig at iføre sig ekspertkappen? Hvorfor ikke? Jeg har i løbet af mit ophold på Guds grønne jord prøvet en hel del. Jeg har været daglig pendler med Kystbanen (ekspert i offentlig transport), spist, drukket og røget (ekspert i fødevarer og rusmidler), været ansat i adskillige jobs og medlem af en A-kasse (ekspert i arbejdsmarkedsforhold), stemt ved diverse valg (ekspert i demokrati/politik), været flittig læser af aviser og bruger af internettet (ekspert i såvel traditionelle som sociale medier).

Jeg kunne fortsættte. Og det har jeg da bestemt også tænkt mig at gøre her på siden. Intet for stort - intet for småt.

Skulle du i mellemtiden have behov for en ekspertudtalelse, kan du poste mig her på siden.

Kickstart…

Føj, hvor er det længe siden, at jeg sidst har fået opdateret denne blog. Det er ellers ikke fordi, jeg har savnet emner. Jeg har vel snarere savnet energi og gejst til at komme af med min galde. Det hænger givetvis sammen med, at landet har været bundfrossent.

Nå, men med dette lille indlæg vil jeg bare indvarsle nye tider. Foråret er kommet til byen. Solen kvidrer om kap med nogle gråsorte sataner, der ligner og lyder som krager. Energien er vendt tilbage, så nu vil jeg lade seksløberen og komme i gang med at blogge igen. Sådan er det, du!

Selv Politiken finder korn…

Guderne skal vide, at der er langt mellem, at jeg er enig med Politikens Tøger Seidenfaden. Alligevel fortjener manden stor cadeau og opbakning til sit – og Politikens – seneste initiativ, der går ud på at få danskerne til at protestere over middelalderregimet Irans grove undertrykkelse af fundamentale menneskerettigheder. Politiken har skrevet et brev, som du kan blive medunderskriver af her.

Brevene vil blive overrakt til den iranske ambassadør i Danmark, Naser Jasbi. Jeg vil selvfølgelig opfordre alle til at støtte op om initiativet. Også selvom det personligt trækker lidt i mig at skulle tiltale en menneskefjensk repræsentant fra den mørke middelalder med tituleringen Deres Excellence…

Støt op om iranernes frihedskamp

Ligesom alle andre bliver jeg i disse dage rystet i min grundvold. Det river i maven og føles som om, piberensere blive revet gennem mine blodårer. Jeg svinger mellem grænseløs vrede og umanerlig magtesløshed. Det føles forfærdeligt at være tilskuer til et folk, der kæmper for noget så basalt og grundlæggende som demokrati. En kamp, der brutalt bliver trampet ned af et middelalderregime. Uretfærdigt er et mildt ord. Foragt fylder ikke meget.

Det iranske folk kæmper lige nu for ting, som du og jeg tager for givet. De kæmper stolte og modige – og helt alene. De fortjener vores fulde opbakning. I dag har Farshad Kholghi et fremragende indlæg i Metroxpress. Du kan læse det her.  I klummen opfordrer han os danskere til at stå skulder ved skulder med iranerne på Kgs. Nytorv i morgen, torsdag, kl. 19.30. Det er da det mindste, vi kan gøre.

En anden tanke, der falder mig ind er, at vi som borgere i et land med ytringsfrihed, faktisk har muligheden, retten og pligten til at fotælle mullaherne, at vi ikke vil acceptere deres terrortilgang til deres egen befolkning. Det kan man f.eks. gøre ved at skrive en mail til den iranske ambassade. Du finder deres kontaktinfo her.

Borgerlig Liberal Alliance

Så skete det. Danskerne har ventet i spænding. Simon Emil Ammitzbøll dropper sit parti, Borgerligt Centrum, og skifter til Anders’ parti, Liberal Alliance. Så er hele den unge del af RV’s gruppe efterhånden samlet igen. Må det i den forbindelse være tilladt for en ydmyg blogger at foreslå et nyt partinavn: Borgerlig Liberal Alliance med den mundrette forkortelse “bla”. Det kan gentages igen og igen efter forgodtbefindende….

4. maj – tænd stearinlysene i aften og husk Bornholm

I aften er en helt speciel aften. Speciel fordi det er 64 år siden, at danskerne sad klinet til krystalapparaterne og lyttede til BBC, der sendte til Danmark . Udsendelsen startede som altid med Prins Jørgens march og udsendelsen lignede sig selv de første seks minutter. Så fik Johannes G. Sørensen stukket et helt særligt manuskript i hånden. Indholdet lød:

“I dette øjeblik meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark har overgivet sig. Her er London. Vi gentager: Montgomery har i dette øjeblik meddelt, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og Danmark har overgivet sig.”

Jeg føler mig ganske overbevist om, at det må have været en helt speciel oplevelse. Jeg får i hvert fald ståpels i nakken og på armene, knude i halsen og gang i tårekanalen, når jeg hører budskabet i dag – og jeg var slet ikke tænkt på, da Johannes læste manuskriptet op og danskerne røg på gaden i en glædesrus.

Når den 4. maj er helt speciel for mig, er det sikkert også fordi, jeg kan huske, at aftenen bød på en helt speciel tur rundt i Græsted ved aftenstid sammen med min mor: Vi var rundt og se på lysene i vinduerne. Som årene gik blev der desværre færre og færre stearinlys i takt med, at byens ældre indbyggere forsvandt og børnefamilierne ikke holdt traditionen i hævd. Med mor i hånden fik jeg også historien om, hvordan danskerne i glædesrus glemte en hel landsdel: Bornholm. Den 7. maj, da resten af landet stadig var klædt i rødt og hvidt, værnemagerne kørt til internering og stakkels unge kvinde kronraget, ydmyget og spyttet på, fordi de havde forelsket sig forkert, blev Bornholm bombet af sovjettiske bombefly. Min mor måtte som lille pige flygte fra huset i Ferskesøstræde. Op på ryggen af min morfar og ud i skoven i sikkerhed. Undervejs fik de hjælp af tyske soldater. Den tyske kommandant von Kamptz nægtede at overgive til Sovjetunionen og lade kommunistere indlemme solskinsøen i diktaturet. Tidligere fjender blev – om ikke venner – så i hvert fald hjælpere på et tidspunkt, hvor bornholmerne følte sig klemt og glemt. Først i foråret 1946 opgav Sovjetunionen besætttelsen af det lille stykke Danmark.

Et andet flashback fra 4. maj er 1985. 40-års jubilæet for Danmarks besfrielse skulle være noget helt specielt. Min mor var dybt involveret i i projektet “40 År For Fred”. Jeg kan huske, at jeg sad alene hjemme og fulgte den megen festivitas på fjernsynet. Et af hovedpunkterne var, at daværende statsminister Poul Schlüter skulle holde tale på Rådhuspladsen. Noget gik helt galt, da en flok – formentlig ræve-røde – demonstranter begyndte at kaste, hvad de nu havde i hænderne på statsministeren, der måtte beskyttes af politiets plexiglasskjolde. Jeg blev så harm, at jeg i ren arrigskab gav familiens nyindkøbte sofa et ordentligt lods. Jeg vil tro, at man stadig kan se mærket. Tænk, her stod landets statsminister og talte om besættelse og befrielse og så bvar der en flok hjernedøde tosser, der skulle sabotere det!

Nå, det var et sidespring. Tilbage står, at den 4. maj er og bør være noget helt særligt. I aften skal der lys i vinduerne og præcis kl. 20.00 skal den cd, min kæreste og jeg købte for nogle år siden på Frihedsmuseet på anlægget, så vi med 64 års forsinkelse kan være en del af fællesskabet (ok, jeg ved godt, at der noget med sommertid, men sådan bliver det).

Tivoli – dobbeltmoral i hjertet af København

Tivoli. Tag lige og smag på navnet. Det smager af isvafler, andedam, veteranbiler, springvand og blomster i tusindevis. Det gjorde det i hvert fald, dengang jeg var knægt længe før turpas og sæsonkort. Dengang var der abonniner og aktionærer. Når vi kørte ind på det årlige Tivoli-besøg og min far var færdig med at brokke sig over, at det var umuligt at finde en parkeringsplads, hørte vi altid om de der aktionærer. At være aktionær i Tivoli var som at have rede kontanter på lommen. Aktien var så eftertragtet, at man stort set ikke kunne købe den. Man arvede.

Det var dengang. Siden har Tivoli fået konkurrence og – vil nogen mene – baghjul fra diverse sommer- og badelande, der hurtigt spottede Den Gamle Haves arkilleshæl: Prisen på grisen var simpelthen for høj. Tivoli havde udviklet sig til at være en forlystelsespark i den absolut dyre ende, så konkurrenterne var hurtige til at komme op med tilbud om, at alle forlystelser var gratis, når først entreen var betalt. Den udfordring kunne Carstensens gamle have selvfølgelig ikke sidde overhørig. Man måtte gøre noget. I 1996 man Lars Liebst, en driftig fynbo med en fortid som bl.a. indehaver af musikburerauet Kulsækken og afdelingsleder ved Statens Teaterskole.

Lars Liebst var hurtig til at tænke store tanker og realisere dem. Der blev formentlig nedsat nogle fokusgrupper, for pludselig ændrede haven karakter. De store, imponerende blomsterbede, som min mor var så glad for, blev både færre og – virker det som – passet mindre. Ud med abonninerne på mimrekort. Ind med børnefamilierne med plastikkort. Sådan set en fornuftig beslutning.

Bagsiden var selvfølgelig, at noget af Tivolis magi gik fløjten. Hvor haven tidligere kun var åben i sommersæsonen og resten af året lå hen som mytisk, magisk lukket have, blev der skruet op for åbningstiderne. Haven åbnede tidligere og tidligere på året og lukkede nu, når bladene på træerne var blevet brune. Det vil sige, at man lukkede for en kort bemærkning, for nu holdt Tivoli også åbent i efterårferie og op til jul. Ikke et ondt ord om det. Sådan er udviklingen.

Samtidig annekterede Tivoli den olympiske ånd, så forlystelserne skulle være højere og hurtigere. Også fint, selvom det vel er de færreste, der ligefrem vil påstå, at Dæmonen – med Toyota-sponsormærker – og Himmelskibet ligefrem pyntede blandt blandt vandkunst og tulipaner. Forlystelserne passede til gengæld godt ind til de grimme kasser, hvor man kan aflevere brugte ølglas…

I 2006 fik Tivoli – og Lars Liebts – en ide om, at man ville plane det legendariske H.C Andersen Slot med jorden og erstatte det med et lækkert, luksus højhushotel tegnet af den internationalt anerkendte tegnestue Foster + Partner. Jeg var sådan set med på ideen.  København mangler i den grad monumentale bygninger med international approach, så jeg græd tørre tårer over, at Vilhelm Kleins eventyrslot fra 1892-93 måtte lade livet. I skrivende stund ser det ud til, at det har lange udsigter med pragtbyggeriet. Københavnerne er simpelthen bange for alt, der rager lidt og stritter lidt. Desværre.

Men så er det da godt, at der er en kulturinstitution som Tivoli som fanebærer – eller? Næ, for Lars Liebst og Tivoli holder nemlig kun fanen høj, når det gælder deres egne interesser. Nu er samme Liebst nemlig kommet med indsigelse mod naboen, Dansk Industri, der har planer om at forhøje organisationens domicil med to-tre etager. Hvis det sker, vil det nemlig få uoverstigelige konsekvenser for Den Gamle Have, der vil blive udsat for lysforurening. Ikke bare sådan lidt småpjat, nej, billedligt talt svarer en forhøjelse af DI’s bygning vist nærmest til, at Tivoli bliver revet op fra fundamentet og genplaceret ved Høfde 42 ved Harboøre Tange.

Hmmm…

Correll trækker jantelovskortet – smagløst

Et kort øjeblik troede jeg, at jeg var røget ind i endnu et boligprogram på TV2. En distingveret ældre herre med kuglerunde briller viste stolt rundt i en smuk ejendom. Vupti her var en hjemmebar med håndslebne krystalglas gemt bag en låge af ædeltræ. Voila her var en hall med højt til loften og simsalabim her stod et flot pudset flygel på et smukt skakternet gulv. Jeg forstod udmærket, hvorfor mandens stemme knækkede af stolthed. Men der var noget galt. Der var noget fuldstændigt galt, for mit ur sagde mig, at TV2 skulle sende 22-Nyhederne og ikke et boligprogram.

Og dog. For pludselig kunne jeg genkende manden med brillerne. Han hedder Christian Correll og er vist oprindeligt uddannet slagter. I de senere år har han mest været kendt som byggematador og spekulant. Det hele endte med et smæld, da manden gik konkurs – bl.a. med en gæld på 159 millioner kroner til Roskilde Bank. Hmm… hvordan kunne den mand vise rundt i liebhaveriet i Sorø og bruge ord som “vores” om både de inden- og udendørs lækkerier? Det kunne han selvfølgelig fordi han i god tid havde afhændet hele baduljen – inklusive de 101 ejendomme og huset i Sorø til sin kone, Jytte. Keine Hexerei nur Behändigkeit – og vupti: Ikke så meget som en Alto-vase eller et facetslebent cognac-glas kommer kreditorerne til gode.

Tricket er kendt som konefinten. Smart? Ja! Lovligt? Ja, det har Christian vist fået rettens ord for. Smagløst? Ja, det kan man måske mene. Det kan da i hvert fald nok støde en eller anden, når Christian i på TV2 kalder det for “en sund og rigtig disposition, hvor vi sikrer de aktiver, der er [...] så alle pengene ikke foræres væk”, mens man senere i indslaget møder en tidligere ansat, der må kigge lang efter sine feriepenge. Småpenge som den gode slagter fra Sorø – forståes – ikke har tænkt sig at pjatte væk. 

Men hvad der virkelig er smagsløst var, at Christian Correll i indslaget (som jeg i den grad undrer mig over, at han overhovedet stillede op til) pludselig hev jantelovskortet op. Vi – samfundet – er alt for hårde ved stakler som Christian, der går konkurs. Vi burde skamme os, burde vi. Vi burde fatte og forstå, at der findes bundsolide samfundsstøtter, som ikke bare skal have mulighed for på lovlig vis at krumspringe sig ud af ansvaret, men også skal have klapsalver og hurra-råb med på vejen. Vi burde unde slagteren og fru Jytte både pragvillaen og de 101 ejendomme og ikke hænge os i småpetitesser som manglende feriepenge og – formentlig – håndværksmestre med ubetalte regninger.

I mit professionelle liv har jeg arbejdet som bl.a. journalist, PR-rådgiver og pladeselskabsmand. Hvis der er ét ord, mit arbejde har lært mig at hade, så er det jantelov. Jeg har tit haft lyst til at sættte mig ind i en tidsmaskine og rejse tilbage til 1933 og mindelig og på grædende knæ bede Aksel Sandemose om at droppe udgivelsen af “En flytning krydser sit spor” (alternativt på Hunter S. Thompsons vis jagte ham gennem gaderne med en elektrisk kvægdriver af mærket bullbuster indtil han fangede budskabet), for der findes vel ikke noget mere misbrugt begreb end Janteloven? Jeg tror faktisk, at Aksel mente det godt, da han formulerede loven, men nu bliver den i et væk misrøgtet af afblomstrede popstjerner, udfasede skuespillere og fallerede finansfolk.

Kære Christian, det har ikke en dyt med jantelov at gøre. Vi er bare et par stykker, der er forarget over, at du gemmer dig i fru Jyttes skørter og lever videre som om intet er hændt. Hvis du så i det mindste havde pli nok til at gøre det i det skujlte, ville vi måske nok kunne møde dig med en vis overbærenhed, men når du står i prime time og buldrer alle din kones nyvundne rigdomme i hovedet på os, så skal du sgutte forvente hornmusik og espalier oveni hatten.

Et godt råd? Tja, måske skulle du tage en tur forbi din søster, Inge Correls, gesjæft, Havreholm Slot. Jeg har ladet mig fortælle, at hun er nutidens svar på Emma Gad. Mon ikke hun kunne lære dig andet end at spise pænt med kniv og gaffel – f.eks. at holde kæft?

Slagtebænk Dybbøl – læs den!

Det kan godt være, at det er pinligt at indrømme, men her til morgen kneb jeg en lille tåre i toget fra Humlebæk til Nørreport. DSB First havde ikke noget med det at gøre, selvom guderne skal vide, at man i den forbindelse kan græde mange, mange tårer.

Nej, når jeg pludselig fandt mig selv siddende og prøve at blinke noget vådt væk fra øjnene skyldes det Tom Buk Swientys helt igennem fantastiske bog “Slagtebænk Dybbøl” om prøjsernes storm af Dybbøl den 18. april 1864. Glemt alt om “Dengang jeg drog afsted” og den tapre landsoldat. Det her er beskidt. Det er en barsk og hårrejsende beskrivelse af krigen, når den er allermest modbydelig. En historie om dansk inkompetence, når det er allerværst. Om den nationalliberale konseilspræsident D.G. Monrad, der maniodepressiv og høj i hovedet af sin egen retorik, beordrede skanserne holdt til sidste mand. Om en nedslidt hær udstyret med forældet våbenteknologi over for en toptrimmet moderne prøjsisk hær, der til og med i mandtal langt oversteg den danske. Det er historien om helt almindelige danske mænd, der med og mod deres vilje stod skulder ved skulder for at forsvare Danmark. En opgave, de ikke havde en kinamands chance for at løse.

Det er historien, der én gang for alle rammer en pæl gennem myten om det romantiske slag. Med Tom Buk-Swienty er vi side om side med de danske Jens’er i skanserne. Vi er med dem, når tyske granater flænger og flænser. Når arme og ben brutalt bliver revet af og blod og hjernemasse sprøjter til alle sider. Vi kigger med over skulderen, når sanitetstropperne kæmper med at slæbe døde og lemlæstede væk fra frontlinjen. Vi står i komøg til anklerne sammen med lægerne, der i nedskudte og sønderbombede staldbygninger opererer og amputerer i døgndrift. Der er ikke noget smukt ved den historie. Den er gruopvækkende og bestialsk. Og vigtig … Som ind i helvede vigtig!

Jeg har – som så mange andre – besøgt Historiecenter Dybbøl Banke. Jeg har set alle de anonyme krigergrave og hørt en elev fra Hærens Sergentskole i Sønderborg fyre et gammel forladergevær af og kigget på plancherne og montrene. Alt i alt en berigende oplevelse. Men med “Slagtebænk Dybbøl” er der pludselig kommet mennesker, følelser og en mængde rædselsfulde film til den indre biograf på.

Tror nok, at jeg vil overveje at kippe med Dannebrog den 18. april. Ikke for et pseudo-nationalromantisk slag men for de danske mænd, der – i bogstaveligste forstand – stod i pis, lort, mudder og kæmpede en forgæves kamp.